Noget om eventyr


Eventyr fortæller om grundlæggende værdier og har tydelige budskaber uden at løfte pegefingeren. Eventyr er kendt over hele verden og er en genre, der har mange udtryk. Det er overleverede, mundtlige folkeeventyr gendigtet af Brødrene Grimm, eventyr fortalt af kendte forfattere som H. C. Andersen, eventyr på film af Disney og moderne eventyr skrevet i en genkendelig verden.

Når man udtrykker sig eventyrligt, kan ét eller flere af nedenstående eventyrtræk være inspiration for det kreative udtryk:

• Hovedpersonen – i eventyr er hovedpersonen en helt, der begiver sig ud i den store verden, for det er derude, at man skal stå sin prøve. Han eller hun er ofte et åbent og engageret menneske, der finder på utraditionelle løsninger.
• Moralen – i eventyr er der tydelig forskel på godt og ondt eller rigtigt og forkert, og helten stræber efter at gøre godt og finde lykken.
• Fantasien – i eventyr får fantasien plads. Der ødsles med storslåede hændelser, hvor vi kan fantasere og drømme os væk fra hverdagens banaliteter.
• Gyset – i eventyr er det uhyggelige vigtigt og er i skarp kontrast til en slutning, hvor alting ender godt.
• Ritualet – i eventyr er gentagelsen en genkendelig tryghed. 3, 7, 9 og 12 er magiske tal, og obligatoriske remser og faste begyndelser og slutninger er ofte brugt.


GoCreative
Barndrømmen
Children Need Arts Foundation

Grønningen 15
1270 København K.
Denmark

df@barndroemmen.dk
+45 2835 9656

To Top